Indlagt i 10 dage

Jeg har tidligere nævnt på bloggen her, at  jeg har haft hovedpine i meget lang tid, jeg har været til tjek på både fødegangen for svangerskabsforgiftning, hos egen læge som mente det kunne være pga spændinger, jeg blev sendt til fysioterapi, som skulle hjælpe på dette problem, jeg var ved vagtlægen som sendte mig til amva på Sønderborg sygehus, de sendte mig tilbage til fødegangen, men de kunne ikke gøre noget, og så fødte jeg, hvilket alle troede ville hjælpe på min hovedpine. Jeg selv mente også det ville hjælpe på problemet, det gjorde det da også i næsten en uge, men så kom den tilbage.

Lørdag den 25 april vågner jeg op med forfærdelig hovedpine igen, den sidder samme sted som den gjorde de 10 dage inden fødslen, så jeg var ikke i tvivl om, at problemet nu var vendt tilbage, jeg bliver i sengen og må aflyse vores aftale med min mormor, som skulle have set Nor for første gang, det er ikke med min gode vilje, men jeg har der ikke godt. Lidt over middag vælger jeg at ringe til lægevagten, da hovedpinen bare blive værre og værre, jeg får en tid kl 18, så jeg vælger at ringe til min mor, og høre om hun kan køre mig, da det passer ind, i spise putte tid med Gry, heldigvis siger hun ja, hvilket viser sig, at være meget heldigt. Lidt over 16 kommer min mor ud, hun valgte at køre noget før, hvilket igen viser sig at være meget heldigt, for ikke længe efter min mor er kommet går det helt galt. 

Jeg kan ikke huske så meget af det der efterfølgende er sket, så meget har jeg fået fortalt, men jeg vil prøve at skrive, hvordan det nogenlunde er sket det hele.

Jeg husker jeg er på vej op til spisebordet, Jørn-Erik har lige lavet aftensmad, og vi skal til at spise, jeg får sat mig op til bordet og så kommer der en forfærdelig smerte i mit hoved, jeg kæmper mig ind i sengen, aldrig i mit liv har jeg følt en sådan forfærdelig smerte, hvilket siger meget, når jeg lige har født, en dreng på hele 5 kg uden smertestillende. Jeg har fået af vide jeg siger mit hoved sprænger og jeg kommer med dæmpede skrig ned i min pude. Jørn-Erik ligger sig ind til mig og holder rundt om mig, pludselig siger jeg nogle underlige lyde, som jeg ikke kan trække vejret ordenligt, der bliver Jørn-Erik og min mor virkelig bange, og beslutter sig får at ringe 112. Jeg er ikke til at komme i kontakt med og jeg stopper med at trække vejret, de må ruste lidt i mig og sige mit navn mange gange, før jeg igen hiver efter vejret. Der går ikke længe før ambulancen ankommer med udrykning på. De prøver også at komme i kontakt med mig, der går vidst ikke længe før jeg kommer ud i ambulancen, der ligger jeg tilgengæld længe har jeg fået af vide, jeg husker ikke rigtig noget af det, men efter 15 til 20 minutter, bliver der sat blink og lyd på og ambulancen køre med fuld fart til sygehuset, Jørn-Erik er sammen med mig og min mor er hjemme sammen med Gry og Nor, hvor deres tante vidst også er kommet får at hjælpe.

Jeg vågner op på sygehuset, jeg kan ikke bevæge mig, jeg kan ikke sige noget, jeg er meget lysfølsom, men jeg kan tydeligt høre der bliver snakket til mig, jeg kan bare ikke svare, som minutterne går kommer min krop mere og mere til sig selv og jeg begynder at kunne få ordene så småt ud, selvom det er svært at få dem frem, jeg bliver stukket i op til flere gange, de kan ikke ramme mine åre og mig der er så bange få nåle, siger ikke et kuk i mens de stikker løs. Jeg begynder at få den samme smerte i hovedet igen og så husker jeg ikke mere igen, da jeg vågner op igen, kan jeg igen ikke snakke og bevæge mig meget, mit ansigt føles også som om det sover i den ene side. Jørn-Erik står ved siden af hele tiden, jeg har så mange spørgsmål til ham, men kan ikke sige noget, heldigvis fortæller han lidt selv, men jeg har mange flere spørgsmål end han kommer med svar. Han fortæller blandt andet, at jeg har været i en MR scanner, mens jeg har været væk, og at de har sendt billederne til OUH så nogle specialister kan se på dem, de tror nemlig jeg har en blodprop i hjernen, men den sidder et sted, som er svært at vurder på de billeder der er lavet. De beslutter sig får at jeg skal MR scannes igen, men nu med kontrast farve i blodet, og når man som nybagt mor høre dette, tænker man straks amning, heldigvis var både Jørn-Erik og min far som er kommet på det tidspunkt, gode til at tale for mig, nu jeg ikke selv kunne sige så meget, så de spørg selvfølgelig ind til det, men der er ikke noget at gøre, jeg skal scannes igen, og må indse at amning ikke er muligt lige nu. Jeg bliver scannet igen nu med kontrastfarve og nu der ingen tvivl, jeg har fået en blodprop i hjernen. Jeg bliver derfor indlagt på neurologisk afdeling, min mor får lov til at blive indlagt sammen med mig, hvilket jeg er glad for, Jørn-Erik her derfor mulighed får at komme hjem til Gry og Nor om natten. Selvom jeg ligger i smerte helved, så er mine tanker mest på amning, for den vil jeg ikke opgive, min far køre derfor til Åbenrå fødegang midt om natten, efter en brystpumpe. Jeg er pumpet op på smertestillene midt om natten, og kan derfor huske lidt af natten, jeg får snakket lidt med min mor og får fortalt gentagende gange hvad der er sket, og ja så tælle vi også hvor mange stik de har forsøgt sig med, får at ramme mine åre, hele 14 er det blevet til inden for en times tid.

Den 26 april.

Tillykke med fødselsdagen kommer det fra min mor, i dag bliver jeg 24 år gammel, jeg ligger i en sygehus seng, dybt ulykkelig uden mine børn og min kæreste og med vanvittig hovedpine, i chok efter alt der lige er sket, ikke det jeg havde forstillet mig, og nok også den værste og dårligste fødselsdag nogensinde, selvom min familien prøvede at gøre den så god, som muligt.

De næste mange dage ligger jeg i sengen med forfærdelige smerter, jeg er ikke mig selv, jeg fik en god nyhed på min fødselsdag, jeg måtte amme igen om morgene og Nor måtte blive medindlagt, men allerede dagen efter måtte dette opgives, på et sygehus er der for mange bakterier og de ture ikke have ham hos dem længere, amningen måtte vi droppe igen, for jeg var en krop med en pat der skulle give mad det ene døgn, jeg var slet ikke i mig selv, jeg lå i konstant smerte og det ville de ikke byde mig længere, får min behandling skulle virke, måtte jeg på strækkere smertestillende, og det var ikke muligt i mens jeg ammede, så tilbage til brystpumpen hver 3 til 4 time. Onsdag er første dag, hvor jeg i få timer kan være mig igen, første dag jeg får spist hele 4 vindruer, jeg har stadig meget ondt, men jeg kan være oppe, komme i bad for første gang, og føre en samtale, dog kun få minutter, hvor jeg derefter er helt færdig i hovedet igen. Torsdag er der igen bedring og det fortsætter så frem. 

I dag den 4 maj er jeg blevet udskrevet, efter 10 dage på sygehuset med indlæggelse, det er dejligt at være hjemme igen, der er ikke meget at sige om selve opholdet, der er mange tanker og følelser forbundet til hele oplevelsen tilgengæld. Jeg er taknemmelig for min familie, der har hjulpet os så meget, min mor har været medindlagt flere dage sammen med mig, da jeg ikke måtte være indlagt selv helt til fredag, min søster har også været indlagt en nat sammen med mig, min farmor og hendes mand har hjulpet med at tage Gry nogle dage og Jørn-Erik har taget sig af Nor helt selv, jeg er så stolt af ham. Det har været så forbandet hårdt, det at være væk fra sin nyfødte baby, der kun lige er knap en uge gammel, ikke at få så mange af de første dage med, det gør så ondt, man troede den første tid skulle være så dejlig og fantastisk, at man skulle lærer et lille ny menneske at kende, og så bliver alt revet fra en, det er forfærdeligt, det skær så dybt i hjertet. Jeg lå i et helvede i så mange dage, i en krop der gjorde så ondt, men jeg var fast besluttet, jeg ville ikke opgive den sidste ting, kun jeg kunne give min lille nyfødte søn, amning, så jeg har kæmpet igennem brystpumpning hver 3 til 4 time i over en uge, selvom jeg ikke har været i stand til at gøre det helt selv, ydmygende er det når en sygeplejerske skal gøre dette på en, men jeg stod fast og det jeg glad for, for Nor han vil gerne ammes, og det funger så godt i dag, jeg har ikke helt nok til at mætte ham endnu, så vi må supler op til at starte med, men jeg er glad for jeg tog kampen op, og jeg vandt den. Nu mangler jeg at få bygget båndet helt op til ham, det er hårdt ikke at kende sit eget barn rigtigt, jeg kender ikke hans rytme, hvor længe sover han om natten, hvor meget spiser han, kan han lide at få skiftet ble, hvor meget vågen er han, kan han lide at pludre osv, jeg aner det ikke, og det gør mere ondt end noget andet. Gry har det også været svært med, hun har savnet mig så meget, og jeg hende, det har gjort så ondt ikke at kunne sige godnat til sit eget barn i telefonen, fordi man har så mange smerter at det ikke er muligt, det gør ondt når hun grædende holder rundt om ens hals og ikke vil slippe, fordi nu skal Gry hjem uden mor, det gør ondt at jeg bliver nød til at vælge at snakke med Nor, så jeg kan bygge et forhold op til ham også, og derfor må sætte Gry lidt i anden række. Men en ting er jeg da helt sikker på, Jørn-Erik og jeg har et stærkt forhold, der kan holde til meget, jeg er ikke i tvivl om hvor meget han elsker mig, det har han virkelig vist på det sidste.

Min hovedpine er ikke væk endnu, jeg er på blodfortyndende sprøjter, da jeg gerne vil amme, et pisse dyrt valg og virkelig upraktisk, da det er noget jeg skal have morgen og aften og der skal komme en hjemmesygeplejerske og give mig dem, det skal jeg have mindst 3 måneder, derefter skal jeg scannes igen og så om jeg skal have det ydeligere 3 måneder, eller hvad der så skal ske. 

Jeg er sluppet heldigt fra blodproppen, jeg skulle umiddelbart ikke have taget skade af den, heldigvis, de kan selvfølgelig ikke sige 100% der ikke er sket noget i hjernen, men som der ser ud, så jeg sluppet heldigt, måske kan der være kommet noget, som jeg vil finde ud af om nogle dage, men lige nu har vi ikke set noget ændring. 

Grunden til min hovedpine har været væk, næsten en uge efter fødslen, mener lægeren er pga fødslen, at man så udskiller så meget oppe i hjernen, som smertedækker en så meget, det siger lidt hvor meget, sådan en fødsel kræver. Blodproppen mener de er kommet i graviditeten og den faktisk er kommet pga graviditeten, det er noget der sker meget sjældent, men graviditet kan faktisk være årsag til en blodprop, normalt ses det dog i benet og er meget sjældent forekomt i hjernen. Der er ca 120 personer i Danmark, som får lige den form for blodprop i hjerne som jeg har fået, og derfor mistænker de den sjældent og endnu mere sjældent hos gravide. 

I mens jeg har været indlagt, er der også sket en del ting, det skal jeg nok skrive om senere, da de også er vigtige og har betydning for vores lille familie.