Nogle vælger at være selv, andre et par, nogle vælger børn fra, andre vælger børn til.
Jørn-Erik og jeg har valgt børn til, endda i en ung alder, eller er vi nu så unge igen. Jørn-Erik var lige blevet 21 år da Gry blev født, jeg selv var 20år på det tidspunkt, for bare 60 år siden, var der ikke nogle der ville sige, vi var unge forældre, der lå gennemsnittet for en førstegangs fødende kvinde på 23 år. Der er selvfølgelig sket en del siden og udviklingen på arbejdsmarkedet for kvinder har fuldstændig ændret sig, derfor er gennemsnitsalderen nu steget til 29,1år fra 2014. Da jeg blev gravid med Gry den gang for lidt over 4 år siden, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle have Gry, vi havde snakket en del om børn og var faktisk rigtig glade, for den positive test, så der er ingen tvivl om, at Gry aldrig har været uønsket, for det har hun på ingen måder været. Tidspunktet jeg blev gravid med Gry på, passede sådan set ok ind, der er vel aldrig et tidspunkt børn passer 100 % ind i ens skema, men så laver man bare plads til dem, når de kommer. Jørn-Erik skulle have begyndt på sin elevuddannelse dec 2011, han begyndte den da også, men hurtigt blev han og hans daværende chef enig om, at udskyde uddannelsen 1 år. Gry kom til verden marts 2012 og jan 2013 begyndte Jørn-Erik på sin elevuddannelse. Det var et stort ønske fra Jørn-Eriks side, at få den uddannelse, selvom det ikke er den bedste løn sådan en giver, og på samme tid med mig på barsel i offentlig støtte, så fik vi det til at funger. Der var 4 skoleophold x 2 uger i løbet af de 2 år, under det ene ophold gik jeg ned med en depression, det ingen hemmelighed at jeg på det psykiske, har lidt svagheder, men som jeg har fået af vide så mange gange, så det fordi jeg har holdt mig så stærk, i alt for lang tid, at tråden på et tidspunkt måtte knække, jeg kæmper stadig med at være for stærk, og derfor knækker tråden stadig til tider, hvor vi som familie må kæmpe lidt mere, får at få hele hverdagen til at hænge sammen.
Der var selvfølgelig også et tidspunkt før børn, for Jørn-Erik og jeg, faktisk hele 1 år og 6 måneder inden den positive test. Vi lærte hinanden at kende på Sønderborg Statsskole, august 2009. Jeg gik faktisk på stx på Sønderborg Statsskole fra 2007 men valgte efter 2 år på den retning, at skifte til hf, hvor jeg ville tage mit sidste år. Jørn-Erik gik i den klasse jeg kom ind i og på den måde lærte vi hinanden at kende. Vi snakkede faktisk ikke sammen, mindes faktisk slet ikke vi har haft kontakt til hinanden, ud over en venneanmodning på fb i den tid, jeg gik i den klasse. Den 1 okt 2009 stoppede jeg på hf og skiftede over på enkeltfag på vuc, jeg havde det psykisk meget svært på det tidspunkt, et indbrud i min lejlighed var dråben, der fik knækket min snor fuldstændig. Jørn-Erik var den første der tog kontakten og hold da op, hvor er jeg bare taknemmelig for det i dag. Lidt over en måned skulle der gå, før der lå en besked på facebook, fra ham til mig. Vi begyndet at skrive sammen, og ret hurtig efter aftalte vi at mødes hjemme hos mig, jeg var godt nok nervøs, det var en torsdag aften og jeg anede ikke hvad jeg kunne forvente, aftenen og natten gik, tidlig morgen lå vi og så bananer i pyjamas, så når de er i fjernsynet, så tænker jeg på Jørn-Eriks og mit første møde. Hele weekenden gik og først mandag havde vi aftalt at mødes igen, den 23 november hvor Jørn-Erik spurgte, om jeg havde lyst til at være hans kæreste. Ret hurtig flyttede vi sammen, jeg flyttede ind til Jørn-Erik den 28 jan 2010. Den 1 dec 2010 flyttede vi igen til en større lejlighed, den 1 marts 2011 blev vi forlovet, juni 2011 fik jeg den positive graviditetstest med Gry, august 2011 var vi på vores første ferie sammen ( ja, det tog sin tid. ) og marts 2012 kom Gry til verden. Om vi har været hurtige det ved jeg ikke, vi har fint kunne følge med, hvilket er det vigtigste. Så kom livet som forældre, vi er begge vokset med opgaven, efter min mening har vi klaret det godt, ingen er da døde. Ej vi har fået det til at køre, som så mange andre har, vi er hverken bedre eller dårligere end andre forældre, alle har hver deres måde at opdrage børn på, man kan ikke altid være enig om børneopdragelse med andre forældre, men vi har gjort som vi har ment var bedst, heldigvis har Jørn-Erik og jeg været mere eller mindre enig om stort set alt med børneopdragelse. Vi kan begge se ting vi vil gøre anderledes med Nor, end hvad vi gjorde med Gry, men langt de fleste ting, har fungeret godt, og Nor vil derfor blive opdraget på samme måde, som vi har gjort og gør med Gry.
Mange siger livet først rigtig begynder, når man engang får børn, andre mener livet slutter når først ens børn kommer til verden, jeg er nok mest på den første, ja jeg havde da et liv inden Gry, jeg havde også et liv før Jørn-Erik, men livet efter ens første barn, giver for mig mere mening. Når man først har fået et barn, hviler der et kæmpe ansvar på ens skuldre, det kan man ikke bare ligge fra sig, jeg kan ikke bare gøre hvad der passer mig længere, lige når jeg har lyst, nu skal alt tilrettelægges, man opgiver en del frihed, oplevelser man kunne have fået, hvis ikke man havde børn at tænke på, men tilgengæld får man så meget glæde, og så mange andre gode ting, som man ikke havde fået, uden børn. Jeg vil hellere skifte 100 lortebleer, kæmpe en kamp om en lorte sut for 10 gang om dagen, inden Gry skal puttes, misse en tur i biografen, eller hvad det nu kunne være, for jeg får daglig kys og kram, jeg elsker dig mor, jeg kan ligge og kramme mine børn og kæreste i sengen hver morgen / aften og nat, jeg føler mig aldrig ensom, hvis dagen er lidt øv, skal jeg bare kigge på Gry eller Nor, så bliver den straks bedre. Endnu bedre, netop fordi vi har valgt at få børn i den alder vi har, gør det bare, at vi som 40/43 åriget, kan gør lige som vi vil, for så er børnene fløjet fra reden og vi har kun os selv at tænke på, som sådan da.
Gry giver os rigtig meget indhold i vores liv, det kan trække tænder ud, det vil jeg da ikke lyve og sige det ikke gør, at gå fra 3 til 4, gør det bestemt ikke bedre. Jeg vil ikke sige vi har det mere hårdt end andre børnefamilier med små børn har, men jeg syntes bestemt vi har haft vores kampe at kæmpe. Her ligger den nok mest på mig igen, for Jørn-Erik har et super immunforsvar, jeg kan kun huske 3 gange han har været syg, vores børn fejler heller ikke noget, eller det kan man jo diskuter, hystade kan Gry til tider godt være, men ikke noget alvorligt, Gry lider dog af Night terror, men det er ikke noget farligt og noget hun vokser fra igen. Mig der i mod er en anden sag, nu kommer det igen til at handle meget om mig, det må i undskylde, men vores familieliv, er påvirket af min tilstand, derfor nævner jeg mig selv igen. Jeg har min diagnose at sloges med, som sådan påvirker den ikke vores hverdag som familie, for den hæmmer mig ikke i familien. Da jeg blev gravid med Gry var kommunen bange for, at det ville gå ud over Gry, vi har derfor familiekonsulent på, men allerede få dage efter fødslen, var alle bekymringer skudt til skamme, vi har både papir udtalelser osv på, at vi er gode forældre og der ikke er nogen grund til bekymring at komme efter, vi har selv ønsket at fortsætte samarbejdet med familiekonsulenten, selvom de flere gange har sagt, de sådan set godt kunne trække dem igen. Men for mig er det rart at vide, jeg har nogen i baghånden, til at hjælpe. Da Gry gik i dagpleje, var der ofte legestue, vi havde på dette tidspunkt ingen bil, familiekonsulenten hjalp derfor med at køre Gry frem og /eller tilbage, hvis vi skulle til lægen med Gry, når jeg havde samtaler hos psykiater osv, så hjalp hun med at komme frem og tilbage. Hvis vi manglede/ mangler hjælp med offentligheden fx pladsanvisningen, så hjælper hun til, i mange tilfælde er det faktisk en fordel hun hjælper. Eller det vi ofte bruger hende til, er hvis vi bliver i tvivl om noget, fx da Gry fik skoldkopper, et billede til hende og hun kunne bekræfte det var skoldkopper og fortælle hvad vi kunne gøre, eller hvis en af børnene får feber og vi er i tvivl om vi skal ringe til lægen, så vejleder hun hvad vi bør gøre osv. Så for os ser vi det at have en familiekonsulent som en god støtte, i stedet for nedgørelse og andre negative ting, som man ofte forbinder en familiekonsulent med. Som skrevet som hæmmer min diagnose ikke familielivet, det hæmmer tilgengæld min chance for uddannelse og et arbejde på 37 timer i ugen, det er noget der skal arbejdes med og forhåbentligt, vil jeg komme ud i et arbejde, på nedsat tid, en gang om mange år, det er hvert fald det, jeg krydser og håber på. Ud over min diagnose, har jeg let til depression, desværre, når man først har haft det en gang, er chancen større får at få det igen. I mine teenager år er jeg helt sikker på jeg have en depression, den kom ikke i behandling og blev ikke bekræftet, jeg var ved lægen og ville testes, med det nægtede lægen, jeg fik en henvisning til psykolog og en besked om, jeg måtte prøve på at begå selvmord, før han troede på det. Ikke længe efter var dette tilfældet, det var ikke på hans opfordring vil jeg lige tilføje, men jeg er sikker på, hvis han havde grebet ind da jeg kom til ham, så var dette ikke sket. Jeg kom den trælse vej ind i systemet, der var ikke meget hjælp at hente, jeg har senere fået af vide, det var fordi de ikke var uddannet, i lige netop den diagnose jeg fik stillet, et helt år skulle der går, før jeg kom det rette sted hen, og begyndte på den behandlings form jeg havde brug for. Efter min fødsel af Gry, var jeg meget tæt på, at få en fødselsdepression, den nåede vi heldigvis at fange i optakten. Min anden depression fald sammen med et skoleophold for Jørn-Erik, virkelig dårligt tidspunkt, Gry var 1 snart 2 år på det tidspunkt, der var mine forældre en rigtig god støtte, tror ikke jeg havde klaret det uden dem, lige der. Juli 2014 var jeg igen langt nede, det er lidt over et år nu, jeg skrev på det tidspunkt et indlæg om abort uden accept. Jørn-Erik og jeg var lykkelige, vi havde kæmpet får at gøre Gry til storesøster, endelig var det lykkedes, men kort tid efter begyndte bekymringerne, jeg begyndte at bløde en lille smugle, så jeg valgte at tage til længen, han mente jeg havde aborteret, men sendte mig til scanning alligevel, de kunne ikke se noget foster, men der i mod noget på min ene æggestok, de mente til at starte med, det var kræft, hold dog op en mavepuster at få, det var en fredag, så de kunne ikke gøre så meget, mandag måtte jeg til scanning igen, det var en fandens lang weekend, den scanning viste en stor cyste som de mente fosteret lå i uden for livmoren, men de var ikke sikker, så torsdag fik jeg en ny tid, ham der scannede var ikke i tvivl, jeg skulle opereres allerede dagen efter og han mente fosteret lå inde i cysten. Jeg blev opereret og indlagt på barsels gangen, virkelig dejligt sted at ligge, når man lige har mistet sit ønskebarn. Jeg var derfor langt nede og en samtale nogle dage efter, skulle vise sig at gøre det hele værre, jeg havde været gravid i livmoren med et levedygtigt foster. Heldigvis blev jeg gravid hurtigt igen med Nor, han er grunden til min 3. depression ikke kom, men grundet hurtig graviditet efter operation, måttet jeg fortsætte en sygemeldes fra min praktik, arvæv dårlig ryg og en masse kvalme, er ikke en god kombi. Graviditeten med Nor har været et helved lige ud, det vil jeg da ikke skjule, jeg troede graviditeten med Gry var hård, men den var ikke noget forholds til med Nor, Kvalme i flere måneder, problemer med ryggen, arvæv der gjorde ondt, mange plukveer, indlæggelse grundet for mange plukveer ( havde jeg også med Gry) vand i kroppen, bækkenløsning og ja jeg kunne fortsætte. Slutningen af graviditeten var det værste, jeg havde så mange smerter, men mit hoved var nu det værste af alt, og ingen kunne finde en grund, jeg følte virkelig jeg var en hypokonder, og bare pivet. men få dage efter fødslen, fandt vi årsagen, blodprop i hjernen. Jeg ved ikke hvad jeg kunne have gjort anderledes, jeg ved heller ikke hvad lægerne kunne have gjort så meget anderledes, ud over at give mig et kejsersnit, så de kunne afkræfte det var graviditeten der gjorde det. Nor var tydeligvis stor nok til at komme ud, med sine lidt over 5 kg, over tid gik jeg også og har senere fået af vide, at hvis de havde kendt årsagen, skulle han være taget med akut kejsersnit med det samme, da det var pisse farligt, at sende mig gennem en virginal fødslen, ikke engang smertestillende fik jeg under fødslen, ud over to panodiler, pga hovedpine. At jeg blev indlangt 6 dage efter fødslen i hele 10 dage uden Nor, har taget hårdt på mig, jeg har været langt nede og kæmper stadig med en del grundet den oplevelse, at der kom en reaktion har for ingen fagpersoner været undrende, nærmere modsat, hvis jeg bare var gået igennem uden en reaktion. Jeg har det svært med adskilles fra Nor, han blev revet fra mig som spæd, blev nægtet at amme ham pga smertestillende, i de 10 dage, hvordan ville andre nybagte mødre ikke lige have haft det, det er fandeme ikke sjovt. Jeg støder på undren fra folk, hvorfor jeg har svært ved, at lade andre tage Nor lidt, for mig er bare en halv time væk fra Nor meget, jeg får det dårlig, den dårlige samvittighed rammer mig og jeg bliver ked af det, fordi jeg ikke er der, ja jeg er måske overbeskyttende over for ham, men jeg bliver ked af det, når han er ked af det og jeg ikke får muligheden får at være der for ham, jeg vil ikke lade Nor være alene med andre end Jørn-Erik, der er ikke andre der skal passe min søn foreløbigt og sådan er det bare. Jeg var til scanning den 4 august, og har fået svar på scanningen i sidste uge, desværre var det ikke som håbet, jeg var godt klar over blodproppen ikke var væk, for jeg har stadig en fandens hovedpine, jeg prøver ikke at snakke om den over for andre, 2 panodiler om morgene og jeg kan holde den ud, men må da gå i seng tidligt nogle aftener, når den ikk er til at holde ud længere. Når folk spørge mig, Malene hvordan har du det, så får de det lette svar. Jo det går fint, for helt ærligt, jeg hader at klynke, og så tror jeg faktisk i det fleste tilfælde, så spørge folk sådan set kun får at være høflige, undskyld, men sådan virker det nogle gange. Men får at være helt ærlig, så går det faktisk ikke godt. Jeg har det skidt, jeg smiler og sætter en facade op når du kigger, jeg virker til at have overskud og faktisk være glad, men sådan ligger landet desværre ikke. Jeg har dagligt ond i hovedet, mit haleben gør sindssygt ondt efter fødslen, min ryg har det værre end nogen sinde, jeg har så ondt i mine lår af daglige sprøjter, de er helt sorte. Nogle fols spørg, hvorfor stopper du ikke med at amme så, jo prøv at hør efter, nu fortæller jeg det for 100 gang, jeg har kæmpet en kamp med amning, den ligger jeg ikke på hylden, før Nor siger fra, eller en læge siger, nu det nok, fordi det skader mig at fortsætte. Jeg har svært ved at koncentrere mig, om det er fordi jeg er så stresset og har så meget at tænke på, eller om det er men af blodproppen ved jeg ikke. Jeg ligger og kigger tomt ud i rummet når jeg skal sove, jeg kan ikke falde i søvn, for tanker og bekymringer fylder mit hoved op, jeg er konstant træt, jeg får ikke sovet de timer jeg gerne skulle, skulle endda gerne sover 2 til 3 timere mere hver dag end andre voksende skal, grundet blodproppen, men jeg får nok 3 til 4 timer om natten hvis jeg er heldig, dette ikke fordi jeg ikke kan sove, men fordi Nor mener han skal være vågen mellem 3 og 5 og Gry mener hunskal stå op kl 5.30. Jeg føler mig som en omvandrende zombie, der kun knap og nap hænger sammen, jeg er trist og mit humør bliver hurtigt påvirket af negative ting, der skal ikke meget til at slå mig ud for tiden, jeg føler jeg bliver skuffet gang på gang af alle omkring mig, jeg har svært ved at bede om hjælp, og gør det kun i nødstilfælde, men når man gang på gang får et nej om den hjælp man beder om, gør det bare ekstra ondt, og det gør der skal endnu mere til, før jeg spørge næste gang, jeg ved godt andre har deres liv, der skal hænge sammen, jeg er godt klar over det ikke er andres valg, vi har valgt at få børn, jeg ved godt vi ikke kan gøre os afhængig af andre, men uden hjælp får jeg det ikke bedre, en gang er ikke nok, der skal mange gange til, men jeg vil snart ikke be om hjælpen længere, da jeg bliver skuffet konstant, når jeg endelig ber om den. Heldigvis får vi da også et ja nogle gange, nogen spørg vi ikke, andre ikke så tit, det ikke fordi vi ikke vil have Gry passet hos bestemte, for sådan er det ikke, det er mere af hensyn til familien, for vi bliver glade, når vi får et ja. Jeg prøver at gøre familien glad, tid er der ikke meget af i vores kalender, men jeg formår at gøre plads til familien, og sætter derfor mig selv til side, ved at stresse mere rundt. Jeg føler vi giver meget af os selv får at gøre andre glade, får at passe ind i andres kalender og planlægning, det ødelægger desværre bare meget hos os. Jeg høre ofte mine forældre sige, du gør for meget for andre, og ja det gør jeg, men når en familieweekend har været planlagt i rigtig lang tid, og vi har sagt ja til at deltage, så vil jeg ikke skuffe og melde afbud, selvom det nok enlig var det jeg havde mest brug for ( og jo vi glæder os da også til at deltage, og kommer selvfølgelig af lyst). Jørn-Erik arbejde meget, det der ingen tvivl om, det vil sige jeg står meget selv med børnene, ja vi har selv valgt at få dem, men vi har ikke valgt jeg skulle få en blodprop, der skulle vende op og ned på alt hos os, den var skam ikke planlagt. Jeg ville ønske, at familien kom af dem selv en gang i mellem og sagde, hey skal vi ikke lige tage Gry til overnatning her i weekenden, bare en enkelt nat. Har vi hør nogen sige det, hmm næ, vi har selv skulle spørge, med dårlig samvittighed hver eneste gang, at få et nej har ikke gjort det bedre, og ja vi har spurgt nogle mere end andre, det er virkelig ikke får at belemre andre, slet ikke, men lige nu køre vores hverdag bare slet ikke, den hænger overhovedet ikke sammen, og det er virkelig ikke vores egen skyld, om det er et råb om hjælp, ja det er det nok, kommer den, det vil tiden vise. Min søster og svoger har været rigtig søde til at tilbyde hjælp med Gry, lige inde fødslen, hvor jeg døjede med mange plukveer og alt muligt andet skrammel. Og under fødslen og da jeg blev indlagt efterfølgende sprang min farmor og hendes mand hurtigt til, og kom med hjælp til pasning af Gry. Mine forældre træk også mange dage ud af kalenderne under min indlæggelse får at hjælpe mig, mens jeg var en grønsag og min søster var også og sove en nat sammen med mig på sygehuset, får at hjælpe med det jeg ikke selv kunne.
Jeg er helt bestemt taknemmelig for den hjælp vi har fået og får, fra alle kanter og sider i familien, det skal der ikke være tvivl om. Jeg er klar over alle har hver deres liv, man skal ikke leve sit liv, får at behage alle andre. Jeg burde måske selv følge dette lidt mere, og tænke lidt mere på mig selv, som min mor siger, når man er på et fly, der er ved at styrte ned, skal man rede sig selv, før man kan rede andre. Måske jeg skulle lytte lidt til hende, hun er en klog mor, jeg er nok bare for god af mig selv, hvilket jeg ofte får af vide. Malene stop med at tænk så meget på andres ve og vel, tænkt på dit eget i stedet, som familiekonsulenten så tit siger. Jeg har det nok bare med at behandle andre, som jeg selv ønsker, at blive behandlet. At jeg ringer til min mor efter hun er blevet opereret, det gør jeg da ikke af høflighed, det gør jeg fordi jeg er bekymret for hende, jeg tænker på hende og hun skal ikke føle hun sidder alene med det hele, når jeg har været igennem noget, bliver jeg glad, hvis nogen tænker på mig og kontakter mig. Hvis det brænder på, hjælper jeg i det omfang jeg har mulighed for, om det passer ind eller ej, det kan da være lige gyldigt, hvis det virkelig er et råb om hjælp, så er jeg da der, så kan alt andet være lige gyldigt, sådan ønsker jeg også andre har det over for andre.
Livet som familie, når mor er syg.... Det køre videre, der er gode tider og mindre gode, livet bliver ikke dårligere, bare fordi mor er syg, livet bliver bare anderledes, på en anden god måde..
